29 maj 2018

Erik Juul Nielsen fortæller.

Jeg har haft hyggeligt besøg af en tidligere Måløvborger, Erik Juul Nielsen (f.1939), og her er hans historie og minder fra byen:

Erik var fire år gammel, da hans familie flyttede til Måløv. Faderen havde fået arbejde på Eskebjerggård (dengang en gård, men i dag boligblokke af samme navn), hvor han skulle passe dyrene og og markerne. Moderen hjalp også til og Erik tjente lidt håndører ved at malke køer og høste lavendelmarker. Gården var ejet af Schous Fabrikker- dem der blev kendt for deres sæbe.

Erik var kun en lille dreng, da Danmark var besat af tyskerne, men han kan svagt erindre at engelske bombefly fløj meget lavt hen over Eskebjerggårds tage og han blev hevet indenfor i sikkerhed af sin mor. Flyvemaskinerne var på vej mod den besatte Værløse Flyveplads (måske for at kaste bomber) og ved at flyve meget lavt kunne de undgå at blive opdaget på radaren.

Under krigen var der mangel på madvarer og en dag kom Eriks far hjem uden det ene ærme. Faderen havde stået i en lang kø hos bageren, men der opstod håndgemæng, da alle ville have brød.

1946 var året, hvor Erik startede i skole hos lærer Munch og fru Jacobsen på Måløv Skole. Egentlig skulle Erik have startet noget tidligere, men han var så uheldig at brække benet. Undervisningen af 1. og 2.klasse børnene foregik i samme lokale og i forskellige fag samtidigt. Da Erik var meget dygtig i skolen, lagde lærer Munch et godt ord ind for ham, så han kunne starte tidligere i 1. mellem på Lindeskolen i Ballerup. Her blev han indtil 1954.

Erik havde masser af småjobs i sine teenageår. Han var bydreng for købmand Jørgen Andersen og kørte rundt på Long John gennem byen. Han hjalp til i bageriet hos bager Henning Nielsen i "1911" (Måløv Hovedgade 65). Og så rejste han kegler på keglebanen i Måløv Kros baghave. I starten af 1950erne hjalp han til efter skoletid på Esso tanken, som lå hvor Netto ligger idag. Otto Woge og konen Elly bestyrede tanken og drev samtidig en lille forretning med frugt og grønt. Til opbevaring af varerne, benyttede de beskyttelsesrummet 10 m længere ned ad gaden. Det var et dejligt køligt sted på varme sommerdage.

Efter kørekort og værnepligt fik Erik arbejde på Måløv Kro, som lå på hjørnet af Måløv Hovedgade og Stationsvej, hvor der idag er fysioterapi. Erik kørte i starten af 60erne ud med diner transportable i et folkevognsrugbrød, og det der med madhygiejne var nok ikke det der blev priorteret højest; fx stod de store gryder med suppe uden låg på. Den var nok ikke gået idag.

Kromanden Erik Jensen kørte rundt i en Ford Edsel, som var noget af et køretøj, der vakte opsigt overalt. Kroen var meget andet end krostue; der var danseskole, dilettant og "byens juletræ" på 4. juledag. Og det helt store var, når Nordsjællands Rejsebio kom forbi hver måned med deres filmapparater og viste film.

Tidligere ejere af kroen var Anders Godtfredsen (1890), Peter Villads Olsen (1901), Carl  Johan Hagemann (1921) og Thomas Christophersen (1925). Det er ærgerligt, at kroen ikke ligger der længere; den var i mange år midtpunkt for mange sociale aktiviteter i byen.

Ved siden af kroen op ad hovedgaden lå Arne Stubbes autoservice, hvor der var benzintank, værksted og salg af nye og gamle biler. Den eksisterer stadig idag, men ligger oppe ved Toyotakrydset og drives af tre generationer af Stubbe familien.

På hjørnet af Liljevangsvej og hovedgaden lå butikken Tatol, hvor der udenfor stod en af de gamle grønne telefonbokse. Erik husker, at man kunne snyde "maskineriet" lidt og derved ringe gratis. Man bandt en tynd kinatråd til en tiøre med hul i og så kunne man hive mønten op igen efter endt taletid. Ganske snedigt!

Nå, men en dag så Eriks mor i avisen, at man søgte elever i forsikringsselskabet Aug. Borgen (i dag en del af IF koncernen). Erik var heldig at komme i lære og arbejde der i en del år. I 1962 skiftede han arbejdsplads til General Motors i Aldersrogade, hvor der blev samlet biler. Erik arbejdede nu ikke med at samle små og store bildele, men var på kontor.  Det var også kontorarbejde,  der interesserede ham mest, da han var ansat hos en Opel forhandler (frem til 1968), i Bilsalonen (frem til 1987) og hos Poul Refstrups Automobiler frem til 2008, hvor han gik på pension.

Erik har boet i over 50 år i Gl.Holte, men da han boede i Måløv, boede han på Eskebjerggård (1943-46), på Stationsvej 14 (1946-51) og på Liljevangsvej 12 og 20. I nogle år var adressen også i Skovlunde.

Jeg har helt glemt at sige, at Erik stiftede familie og at han også havde to brødre,  nemlig Ove (1928-2017) og Ib (1932-46). Og så spillede han fodbold i Måløv Boldklub, på junior-og ynglingeholdet. Kortvarigt var han også medredaktør af bladet Måløv Sport.

Tak til Erik for at dele erindringer & billeder.



Måløv Skole 1947 - Erik sidder yderst til højre i forreste række.
"Vi mødes ved rundingen" sagde man, når man ville mødes ved gadekæret foran Måløv Kirke. Her ses Erik under det store træ, ca.1955.

Torvald Nielsen (Eriks far) på nuværende Måløv Hovedgade lige efter krigen. Til venstre ses Skomagerhuset.

Erik med sin fætter i kolonihaven ved Måløv Station.

Eriks skitse over Måløv Kro - som han husker den.





Ingen kommentarer: