Efter min værnepligt skulle jeg have et arbejde og jeg forhørte mig derfor ovre hos JA (efter Knud Henriksens anbefaling), men da jeg ikke havde noget kørekort, så måtte jeg lige ordne det først. Jeg fik arbejde på Arne Poulsens gartneri på Jonstrupvej, hvor jeg var med til at dyrke svampe. Det var noget andet end det jeg ellers havde lavet – jeg havde været ude at sejle på langfart i 5 år. Jeg havde en dejlig tid i svampene og var samtidig i gang med at tage mit kørekort. Jeg holdt op hos Arne Poulsen og fik i stedet arbejde på Callisens gartneri på Frederikssundsvej, lige udenfor Måløv (til obs. eksisterer ingen af de nævnte gartnerier mere). Det var et spændende arbejde bl.a. når vi skulle vaske drivhusene, som der var ca. 25 af og de var 40 meter lange, så der var noget at vaske!
Jeg fik taget mit kørekort og kontaktede Høvesten, som var forvalter hos JA - jeg blev ansat. Det var nyt for mig at starte hos en grovvare- og byggematerialeforretning, men jeg fik nogle dejlige arbejdskammerater, som hurtigt fik lært mig en del, bl.a. at køre ud og hente korn hos bønderne. Det var hårdt arbejde; vi startede kl.6 om morgenen og havde nogen gange kunstgødning med ud til bønderne og korn fra marken med hjem igen. Det foregik med sækkeløfter, som sad bag på lastbilen I højsæsonen kunne vi komme op på at hente 6-7 læs på én dag og der var 7 tons på hver gang, så man var noget udkørt, når man kom hjem efter at have haft ca.50 tons korn på nakken! I høsttiden kunne der godt holde en lang kø af lastbiler helt ned til skomager Hansens forretning, som lå lige overfor Tatol (tidligere nævnt i bloggen). Der kunne godt holde 30-40 lastbiler og de skulle jo alle sammen ind og vejes i gården, inden de blev læsset af. En sjov historie var, at vi havde en vognmand, der hed Bernhard (som boede dér hvor tømmerpladsen ligger i dag), som havde en gammel lastbil, som altid skulle holde først i rækken om natten. Det sjove var, at det kun var ham selv og Knud Henriksen der kunne starte den, så det gav nogen gange problemer, især når vognmand Sonne Hansen (han kørte med brændsel - kul og koks) skulle læsse af. Han kom nemlig nogen gange sent hjem og så kunne han ikke få læsset af, men som regel gik det da.
Samtidig med korn- og foderstofs kørsel var der jo også tømmerpladsen, hvor der var meget at lave og køre. Vi havde flere håndværksmestre, der fik materialer fra os, bl.a. murermester Øland som boede ude i Stormosen, Jørgen Andersen som boede lige overfor læge Wegge Olsen på Måløv Hovedgade, og der var mange flere, som jeg ikke kan huske.
Dét der måske var det værste, var at når man kom hjem efter fyraften, var der ikke noget der hed bad, så det foregik oppe i lejligheden i vores køkken med en stor balje. Det var ikke altid sjovt, men det gik. Vores lille lejlighed, som lå ovenpå Slagter Roos var noget specielt; der var kun en lille kakkelovn til opvarmning inde i stuen, så om vinteren havde vi et tykt lag is på soveværelsesvinduerne. Og det der var værst var at om morgenen, når der var frostvejr, måtte jeg ud på Måløv Hovedgade og ned i gården og hælde varmt vand på afløbet for det var frosset. Og toilet havde vi ikke - det var et gammeldags das nede i gården. Det værste var, når spanden skulle tømmes nede i den lille have. Nogen gange måtte vi op til Måløv Station og gøre det vi skulle. Jeg husker en sommer, hvor jeg skulle tømme spanden i haven: jeg havde gravet hullet og skulle til at tømme, men da kom vores frisør Anton Tomczyk og Kaj Andersen (1.mand i JA købmandsforretningen) lige forbi - de skulle ned og spille badminton - det var ikke små gloser der kom fra dem! De så mig ikke, men jeg har da senere fortalt dem, at det var mig, der havde gravet hullet.
Preben og Bente bor i dag på Bornholm og har været så venlige at låne os billederne herunder. Husk du kan kan klikke på billederne, hvis du vil se dem i større format.
Preben og Bente på broen over Frederikssundsvej (mod Smørum), 1959.
Preben, Bente og deres 2 piger Pernille (f.1962) og Liselotte (f.1960). De fik også en søn i 1970.
Billedet er taget udenfor slagterbutikken Roos - Preben & Co. boede ovenpå.
Preben med barnevogn på Frederikssundsvej. Og Liselotte på stien fra Måløv Hovedgade ned mod Måløv Skole, ca. 1961.
Knud og Ebba Henriksens datter Birthe holder fødselsdag. Birthe sidder bag den lille pige som er Prebens Liselotte. Billedet er taget i 1961.
Preben og vennen Poul i fodboldtøjet. Poul var mejerist på Måløvs Mejeri og konen hjalp til i kiosken, som Frida havde ved siden af frisør Anton.
Preben på arbejde hos JA og én af JA's mange lastbiler.
JA siloen.
Slagtermester Roos og butikken som idag huser Måløv Bodega.
Udsigt fra siloen mod det nybyggede Eskebjerggård.
Steen Parkels radioforretning på Stationsvej - der hvor apoteket ligger idag. Steen Parkel er Prebens svoger; han bor nu på Orø.
Preben på fisketur, ca. 1976-77.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar