For nylig var jeg på besøg hos en ældre dame, Ellen Margrethe Julie Nielsen (f. Jacobsen i 1916), i hendes hus på Måløvs ”hovedstrøg”. Ellen ligger inde med en god stak fotoalbums fyldt med sort/hvide billeder fra de mange årtier i hendes liv. Det er altid sjovt at se billeder fra gamle dage, hvor mændene gik med hatte og kvinderne i lange kjoler og aldrig bukser. Men det var især interessant at se Ellens billeder fra Måløvs gamle mejeri (vores nuværende bibliotek) med mejerifamilien og mejeriarbejderne foran bygningen. Hvorfor Ellen lige er i besiddelse af disse billeder, er fordi hun gik hen og giftede sig med mejeribestyrerens søn, Svend Aage Nielsen – ham kan du se i ung udgave i et tidligere indlæg fra 11.januar, hvor jeg interviewede Marianne Ferdinandsen (Ellen er Mariannes tante). Og der er også billeder af ham herunder.
Ellen er oprindeligt fra København og ud af en søskendeflok på 4 piger. Hun mistede sin mor i en meget ung alder og det afstedkom senere at Ellen og 2 af søstrene på skift blev husbestyrerinde for faren. Ellen var ellers i lære i Magasin på sit 3.år, men hun blev nødt til at hjælpe til derhjemme i stedet.
Ellens far og Måløvs mejeribestyrer var gamle skolekammerater fra Strø i Nordsjælland og de mødtes tit og spillede kort. Så det var uundgåeligt, at ikke også Ellen og Svend skulle møde hinanden. Og det blev til mere end bare et møde; de giftede sig nemlig i 1934 og mange år senere fik de 2 børn, Lau i 1940 og Birgitte i 1944. Ellen og Svend flyttede ind i huset på Måløv Hovedgade i 1968 og Ellen er blevet boende her også efter hun blev alene for nogle år tilbage.
Ellen husker, at hun under krigen gik hele vejen til fods fra København til Måløv med Birgitte i barnevognen og en cykel på slæb. Tyskerne havde nemlig truet med at blokere København og Svend fandt det sikrest at få familien ud af byen. Men transportmidlerne var ikke helt som de er i dag, så det måtte blive en yderst frisk gåtur derudaf!
Vi takker Ellen Nielsen for lån af fotoalbums - se et udpluk herunder.
(Interview af Charlotte Holm Hansen, januar 2008).
Her ses Ellen Marie (mejeribestyrerens datter), lærer Munch og børn fra Måløv Skole. Måske er der nogen der kan genkende deres bedstefar eller bedstemor?
Mejeribestyrer Hans Frederik Nielsen, hustruen Ingeborg og børnene Ellen Marie og Svend Aage (som giftede sig med Ellen).
Håndarbejde og hygge i haven foran mejeriet - Svend Aage og Ellen Marie forest. Til venste ses familien Andersens hus (JA - købmanden), hvor der idag er Netto og parkeringsplads.
Ingeborg, Ellen Marie og familie i haven. Bagest ses Måløv Hovedgade med Måløv Kro på hjørnet. Det hvide hus til højre ligger der stadig idag.
Mejeriets børn, Svend Aage og Ellen Marie. Og familiens hund.
Medarbejdere på mejeriet stiller op til fotografering.
Ellen Marie hjælper til på mejeriet.
Marianne Ferdinandsen, mejeribestyrerens barnebarn. Og til slut et billede af Ellen som dette indlæg omhandler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar